Efter det vedtagne lovforslag (L 147) må virksomheder fra september 2026 ikke bruge ord som ”grøn”, ”bæredygtig” eller ”miljøvenlig”, hvis de ikke kan dokumentere det. Loven gennemfører direktiv om styrkelse af forbrugernes rolle i den grønne omstilling i dansk lov.
Hensigten med loven er, at forbrugerne får pålidelige oplysninger om produkters miljøvirkning, holdbarhed og reparationsmuligheder, og at de kan have tillid til de miljøoplysninger, der er til rådighed, og dermed træffe beslutninger på et mere oplyst grundlag. Formålet er at styrke forbrugerbeskyttelsen for de danske forbrugere og bidrage til mindre miljøbelastende forbrugsmønstre.
Der findes mange mærkater og ord, der kan beskrive, at et produkt eller en virksomhed er miljøvenlig. Men som forbruger kan det være svært at gennemskue, om der er tale om fup eller fakta. Den nye lov skal sætte en stopper for vildledende grøn markedsføring. så fra 27. september 2026 er det forbudt at kalde sin virksomhed eller et produkt for eksempelvis ”miljøvenligt”, hvis ikke man kan dokumentere det.
Loven tilføjer nye former for handelspraksis til markedsføringsloven, som skal anses for at være vildledende og dermed ulovlige. Derudover stilles der strengere krav til dokumentationen af grønne udsagn som f.eks. ”bæredygtig”, ”ansvarlig” og ”CO2-neutral”.
Desuden tilføjes nye krav til de oplysninger, som erhvervsdrivende skal give til forbrugerne ved indgåelse af visse forbrugeraftaler, f.eks. oplysninger om varers reparationsmuligheder og holdbarhed.
Link til det vedtagne lovforslag L 147
Se også denne artikel fra Kromann Reumert "Nye krav til virksomheders miljømarkedsføring"