På trods af den politiske udskydelse af CSRD fortsætter det strategiske arbejde med bæredygtighed.
Ny pulsmåling fra PwC viser, at 76 % af de virksomheder, der er omfattet af CSRD (bølge 1), arbejder med bæredygtighed som en integreret del af deres forretning. 58 % mener, at bæredygtighedsagendaen vil påvirke dele af virksomhedens forretning.
Pulsmåling viser, at bæredygtighed fortsat er en vigtig dagsorden for danske virksomheder, og at særligt virksomheder, der er omfattet af den første bølge af Corporate Sustainability Reporting Directive (CSRD), prioriterer det som strategisk forretningsområde. Tre ud af fire virksomheder (76 %), der er omfattet af CSRD (bølge 1), arbejder med bæredygtighed som en integreret del af deres forretning. For virksomheder, der ikke er omfattet af CSRD, er det halvdelen (52 %).
De to virksomhedsgrupper har desuden forskellige forventninger til, hvor meget bæredygtighed vil påvirke forretningen. 58 % af erhvervsledere i virksomheder, der er omfattet af CSRD (bølge 1), mener, at bæredygtighedsagendaen vil have en vis betydning og påvirke visse dele af forretningen, mens det i virksomheder, der ikke er omfattet, er 38 %.
Om pulsmålingen: 229 danske erhvervsledere har deltaget i PwC’s pulsmåling om økonomisk usikkerhed, vækst og bæredygtighed. Besvarelserne blev indsamlet i perioden fra den 8. maj til den 11. juni 2025.
