Automatiseret klimarapportering rykker tættere på: Ny milepæl gør det muligt at udlede klimadata direkte fra bogføringen.
Erhvervsstyrelsen har nået første fase i udviklingen af Klimakontoplanen – et centralt initiativ, der skal gøre klimarapportering mere datadrevet, automatiseret og mindre ressourcekrævende.
Formålet er klart: at gøre det muligt for virksomheder at genbruge eksisterende bogføringsdata til at udlede klimadata. Det kan reducere manuelle processer, forbedre datakvaliteten og styrke sporbarheden i klimaregnskaber.
I første fase har projektgruppen udviklet et modelregnskab baseret på faktiske posteringer fra deltagervirksomheder i 2025. Posteringerne er klassificeret efter internationale UNSPSC-koder og koblet med emissionsfaktorer og aktivitetsdata. Det er første gang, at klimadata i projektet er udledt direkte fra bogførte data.
Resultatet markerer et vigtigt skridt mod, at klimaregnskaber fremover kan genereres som en integreret del af bogføringen – frem for som en manuel og efterfølgende opgave.
Klimakontoplanen er endnu ikke en fuldt dækkende løsning, men et væsentligt skridt mod en mere standardiseret og effektiv tilgang til klimarapportering. En mere detaljeret publikation om modellen er under udarbejdelse.
Næste skridt: integration og standardisering
I fase 2 vil fokus være på at integrere Klimakontoplanen i virksomhedernes bogførings- og ERP-systemer i tæt samarbejde med systemleverandører og markedets øvrige aktører. Målet er at etablere et fælles, digitalt fundament for klimadata, der kan understøtte både rapporteringskrav og stigende dokumentationsbehov.
Særligt datakvalitet og standardisering vil være i centrum, med fokus på at styrke både input- og outputdata.
Link til nyheden
