EFRAG undersøgelse: De forenklede ESRS-standarder forventes samlet set at give betydelige økonomiske gevinster for rapporteringspligtige virksomheder, samtidig med at de negative effekter ved færre datapunkter vurderes som begrænsede for de fleste brugere af ESG-data.
Her er highlights fra rapporten:
Store omkostningsbesparelser for virksomheder
- De ændrede ESRS medfører estimerede besparelser på i alt ca. 3,7 mia. EUR i perioden 2027‑2031 svarende til ca. 34% lavere rapporteringsomkostninger end under ESRS 2023.
- Inkluderes færre informationsanmodninger ned gennem værdikæden, stiger de samlede besparelser til ca. 4,7 mia. EUR, dvs. ca. 44% af de oprindelige omkostninger.
Effekter på rapporteringsomkostninger pr. virksomhed
- For børsnoterede/”Wave 1”-virksomheder reduceres de årlige tilbagevendende rapporteringsomkostninger typisk med ca. 32‑38% sammenlignet med ESRS 2023.
- For ”Wave 2”-virksomheder, der endnu ikke rapporterer, forventes førsteårs‑omkostningerne at falde med ca. 40%, og de tilbagevendende omkostninger med ca. 34‑37%, når de starter direkte på de forenklede standarder.
Hvor kommer besparelserne fra?
- Færre og mere målrettede datapunkter er en vigtig driver, men analysen peger på, at den største effekt kommer fra lettelser på forventede finansielle effekter, færre unødige krav og en mere strømlinet struktur, der mindsker behovet for tolkning og intern koordinering.
- Forenklingen reducerer både interne timer (DMA, dataprocesser, koordinering) og eksterne omkostninger til rådgivere, IT og assurance, herunder et anslået fald i revisions‑/assurancehonorarer på ca. 2% i forhold til udkastet.
Økonomiske ulemper ved færre ESG‑data
- Brugere af ESG‑data – især finansielle institutioner og investorer – er bekymrede for lavere datakvalitet: 55% forventer forringelse, primært pga. tab af sammenlignelighed, færre klima‑ og miljødata samt færre metrikker.
- Den væsentligste negative effekt er derfor en potentiel svækkelse af analytisk dybde for brugere. Dette vurderes dog i undersøgelsen som delvist opvejet af mere fokuserede, kortere og mere læsbare rapporter.
Konsekvenser for adgang til kapital og grønne markeder
- Analysen vurderer, at reduktionen i datapunkter ikke forventes at ændre vilkår eller adgang til kredit, egenkapital eller grøn finansiering i nævneværdig grad; eventuelle effekter for virksomheder forventes at være begrænsede og i givet fald svagt positive pga. mere effektiv kommunikation.
- Forenklingen vurderes heller ikke at have væsentlig negativ effekt på konkurrenceevne, adgang til grønne markeder eller grønne offentlige udbud, forudsat at de centrale, beslutningsrelevante oplysninger fortsat rapporteres.
Klik her for at få adgang til rapporten Cost-benefit-Analysis on Draft Amended ESRS.
